Denne artikel er nummer 2 ud af 5 under titlen ‘Kulturen mangler digitale strategier og løsninger’. Her fremhæver jeg de udfordringer og muligheder kulturbranchen står overfor i forhold til at stå stærkere på det digitale område. 

 

Vi starter med en vaskeægte klassiker når det kommer til udfordringerne med at komme i gang med digitaliseringen. Ikke fordi det er det mest brugte argument, men fordi det er nøglen til at løse flere af de andre udfordringer der forhindrer os i at prioriterer digitaliseringen. Det er samtidigt et paradoks, der bliver meget synligt i krisetider og som vi skal have gjort op med.

 

For hvis vi afviser den digitale udvikling på baggrund af manglende økonomi, så afslører vi samtidigt at vi ikke har sat os ind i området og lavet en strategi for det. Digitalisering er en investering der skal skabe værdi, som kan give forskellige positive resultater, lige fra øget kendskab til brandet til en smartere måde at arbejde på for medarbejderne. Uanset resultaterne vil en god strategi påvirke bundlinjen positivt eller som minimum gøre organisationen stærkere og bedre i stand til at håndtere konkurrence og krisetider.

 

Tre eksempler på hvordan du kan komme i gang uden at bruge en formue:

 

  1. Rådgivning om hvilke systemer der passer til organisationens behov kan du ofte få kvit og frit fra en kollega i branchen. Der er som regel altid en i netværket der har erfaringer med området og de fleste hjælper gerne med råd og vejledning hvis man spørger pænt.

 

  1. Open source software. Der findes et hav af gratis løsninger, indenfor alt lige fra kommunikationsredskaber til projektstyring. Nogle af løsningerne kan f.eks. erstatte betalte løsninger, som sparer organisationen penge. Pengene kan så bruges bedre et andet sted i den digitale strategi.

  2. Abonnementsordning. De løsninger der koster penge er ofte tilgængelige via en abonnementsordning og funktionsmæssigt af høj standard der sagtens kan konkurrere med lignende dyre systemer.

 

Links til inspiration 

Morten Gade har skrevet en fin artikel der går mere i dybde med hvordan du kan gribe arbejdet med at udvikle en digital strategi an. Læs mere her: mortengade.dk

 

Wikipedia har lavet en liste over open source software inden for en bred vifte af emner. Du skal selvfølgelig være opmærksom på hvilke regler jeres organisation kan være underlagt i forhold til indkøbsaftaler og GDPR, når I vælger software løsninger. 

Læs mere her: wikipedia.org